Søg
  • Liv Tange

Wildcard af Marie Lu

-Spoileralert for 1. bog i serien: Warcross-


Wildcard af Marie Lu er 2. bog i serien Warcross om Emika, der lever i en fremtid hvor virtual reality styrer hvordan folk lever deres liv, og hvor samfundet er bygget op omkring virtual reality spillet Warcross. I første bog blev Emika kastet ud i et rænkespil af dimensioner da hun skulle vælge mellem at stole på sin ven Hideo, opfinderen af Warcross, og den mystiske, usete person der kaldte sig Zero. Emika valgte Hideo, og gjorde hvad der stod i hendes magt for at afsløre Zero og sætte en stopper for hans planer.


Emika må dog sande at hun valgte at spille på den forkerte hest, da Hideo afslører sine planer om at installere en algoritme i alle brugere af Warcross. Algoritmen vil give ham fuld kontrol over menneskets tanker og handlinger, uden at nogen ved noget om det. Emika prøver at overtale Hideo til at droppe sine planer, men han lytter ikke. Hun allierer sig med sin tidligere fjende Zero, der på overfladen har samme intentioner som hun selv. Men hvem er Zero egentlig, under alle de krypterede lag? Og er han virkelig så ægte og troværdig som Emika håber?

Jeg var ret begejstret for 1. bog i serien Warcross, der består af 2 bøger i alt: Warcross og Wildcard. Emika er en og kompleks karakter med en interessant fortid. Man får løbende, gennem begge bøger, informationer om Emikas barndom og fortid, der mange gange kan være en hjælp til at forstå hvorfor hun handler som hun gør. Det er sjældent nemt at være Emika, og informationerne fra fortiden hjælper læseren med at sætte sig i hendes sted, og til at forstå hendes dilemmaer.


Jeg er generelt fan af science fiction genren, og derfor faldt Warcross serien helt i min smag. Der er en teknologisk udvikling der til at starte med virker tillokkende, men jo længere ind i historien man kommer, des klarere bliver det at udviklingen ikke altid er positiv. Hideo udvikler en algoritme han ikke kan overskue konsekvenserne af, og det ender fatalt for ham. Emika prøver at advare ham, men nogle erfaringer skal man åbenbart gøre sig selv.


Der er ingen tvivl om at man skal være bare en smule betaget af science fiction genren for at holde af Warcross. Jeg var vildt forvirret da jeg var færdig med første bog i serien, men det er bare om at fortsætte med Wildcard, da alle de ubesvarede spørgsmål fra 1’eren bliver besvaret her. Til gengæld får man et samlet billede af historien når man er færdig, og undervejs kan man glæde sig over en kompleks, totalt indviklet og anderledes historie, hvor karakterer man stoler på er gode og ærlige pludselig viser sig at være på de ondes side. Jeg vil anbefale serien Warcross til læsere der holder af science fiction, computerspil og dystopier.


Wildcard får 4 ud af 5 stjerner herfra.


#sciencefiction #dystopi #venskab #familie

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com