Søg
  • Marie Nielsen

There’s Someone Inside Your House

There’s Someone Inside Your House af Stephanie Perkins, handler om Makani Young, som er flyttet fra Hawaii til Nebraska – aka. in-the-middle-of-nowhere. Her bor hun hos sin bedstemor og har efterhånden fået skabt sig et liv langt væk fra sin fortid på den caribiske ø. Samtidig er hun også faldet for Ollie, men alt dette glider i baggrunden, da eleverne på den lokale high school begynder at blive myrdet en efter en. Så mens frygten lukker sig om den lille by og hendes følelser for Ollie begynder at vokse, er Makani tvunget til at se sin fortid i øjnene.

Stephanie Perkins blev kendt for bogen Anna og det franske kys, som er et must-read for alle, der hungrer efter en kærlighedsroman, der kan feje benene væk under en. Så det var da også med en vis nysgerrighed, at jeg gik i krig med There’s Someone Inside Your House for hvordan skulle en af YA-scenens bedste rom-com forfattere kunne skrive en splatter roman?

Se det er jo et godt spørgsmål og det kan endda besvares ganske kort: overraskende godt! Selvom Perkins ikke kan dy sig for at inddrage en kærlighedshistorie i handlingen, så formår hun stadig at gøre den bloddryppende fra første side. Samtidig bliver man som læser også mere og mere paranoid, for er der ikke en eller anden, der har flyttet på æggeuret (læs bogen, så forstår I, hvad jeg mener)?

Alt i alt en velskrevet bog, men slutningen blev en smule forjaget. Ikke fordi det ikke er sjovt at jage en morder rundt i en majsmark, men der skete så tilpas meget på de sidste 30-40 sider, at jeg nærmest var rundtosset, da jeg lagde bogen fra mig. Men 3,5 bloddryppende stjerner herfra og en lille bøn til Perkins om, at hvis hun kaster sig ud i en lignende historie, så sørg lige for at slutningen ikke er copy-pastet fra en Scream-film.

#Kærlighed #Seriemord

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com