Søg
  • Marie Nielsen

Soulless – Sjælesluger

Soulless – Sjælesluger af Gail Carriger (som kommer på Herlufsholm Fantasy Bogmesse 2017) handler om Alexia Tarabotti, der er sjælesluger. Sjælesluger er vampyrernes udtryk for de sjælløse. Hvis en sjælløs rører en overnaturlig, vil det neutralisere dennes overskud af sjæl og gøre dem menneskelige i det øjeblik, hun rører ved dem. Alexia er registeret sjælløs hos BRU (Bureau til Registrering af Unaturlige). Men det er ikke det værste ved hende. Derudover er hun halvt italiensk, intelligent og rapkæftet – hvilket ikke passer sig for en kvinde i 1800-tallets overklasse. Hendes mor har derfor opgivet at få hende gift og Alexia har vænnet sig til livet som pebermø. Men efter et uheldigt sammenstød med en vampyr til et bal, hvirvles hun ind i mystiske begivenheder, og på trods af at BRU – og lord Maccon – gør sit bedste for at beskytte hende, befinder hun sig snart i livsfare…

Carriger gør en ting, som meget få fantasy-forfattere gør efterhånden: hun holder fast i traditionerne. En varulv forvandler sig ved fuldmåne og kan ikke forhindre det, mens en vampyr ikke kan gå ud i solen. Bogen var uden det Twilight-miskmask, som efterhånden gennemsyrer fantasygenren. Og for det vil jeg gerne sige mange tak! Jeg har efterhånden læst en del fantasy og er derfor glad for at se, at de ”gamle” genretræk er begyndt at vinde lidt frem igen – også selvom de er stereotype!

Karakteren var fede, men krævede lidt tilvænning. Alexia Tarabotti, vores hovedperson, kan bedst beskrives som en rødstrømpe i 1800-tallet. Hun var dybt rebelsk, hvilket gav lord Maccon, lederen for BRU, flere problemer på halsen. Og især spillet mellem de to karakterer var godt skrevet. Måden hvorpå Alexia kunne klare det hele selv, men stadig blev reddet en gang eller to, var godt skrevet. De blev ikke prinsen på den hvide hest, der reddede dagen, da hun selv kunne klare sig meget af vejen. Jeg var vild med, at hun var sjæleløs og derved fungerede som en modpol til de overnaturlige, som havde for meget sjæl. Det var en naturvidenskabelig forklaring, der var lidt langt ude, men ikke for meget.

Hvis jeg skal være helt ærlig – og det skal jeg jo – så var det her en af de sværeste bøger jeg har læst. Ikke på grund af de emner den tager op, men mere fordi den er lidt lang tid om at komme i gang. Oven i er der også en del karakterer, som enten henvises til ved navn, efternavn eller position i samfundet. Handlingen er også en smule sløv i optrækket, men da den først gik i gang, skal jeg love for, at den tog fart. Derfor får den ikke mere end 3.5 stjerner fra mig.

#1800tallet #Forelskelse #Mord #Steampunk

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com