Søg
  • Liv Tange

Rosie Hopkins søde drømme

Rosie Hopkins’ søde drømme er skrevet af Jenny Colgan, og vandt i 2013 prisen Romantic Novel of the year. Bogen handler om Rosemary (Rosie), der lever et hektisk og stresset storbyliv i London sammen med sin dovne kæreste Gerad. Selvom hendes familie ikke lægger skjul på deres holdning til den sløsede Gerad, har hun stadig svært ved at indse, at det er på tide at komme videre i livet. Gerad er ikke videre interesseret i at blive gift, og Rosie ved ikke helt, hvordan fremtiden ser ud for dem. En dag ringer Rosies’ mor Angie, der er flyttet til Australien. Hendes tante Lillian er blevet syg og gammel, så hun har svært ved drive sin slikbutik oppe i den lille landsby Lipton. Angie vil have Rosie til at tage op og hjælpe tanten, sælge slikbutikken og flytte hende på plejehjem. Først er Rosie totalt imod idéen, men hun indser snart, at det er hendes eneste mulighed for at ændre sit liv og vække Gerads’ følelser igen. Rosie regner med at skulle være i Lipton i et par uger for derefter at vende tilbage til det velkendte og trivielle liv i London. Hun må dog snart indse, at det ikke er helt så enkelt, som hun kunne ønske sig det, og hun må revidere sine livsvalg og overveje, om det virkelig er sådan, hun ønsker at leve sit liv.

”Rosie Hopkins’ søde drømme” er en fin historie om, hvordan livet sjældent går som planlagt, og om hvordan drømmefyren på den hvide hest sjældent er en realitet. Hvis man vil noget i livet må man kæmpe for det, hvilket Rosie desværre må indse lidt sent. Hun har været ret uheldig med sit fund af kæreste, men hun har svært ved selv at se problemerne. Hun fungerer mere som mor end som egentlig kæreste for Gerad, hvilket hun først opdager, da hun får ham lidt på afstand.


Rosie har svært ved at falde til i den lille landsby Lipton, og hun får hurtigt ry for at være byens ”nemme pige” der ikke rigtig passer ind. Hun får sig dog også nogle gode venner iblandt landsbyboerne, og hun bliver, til sin egen overraskelse, virkelig glad for at bo sammen med Lillian.


Noget af det jeg virkelig godt kunne lide ved den her bog var, at vi får indblik i mange af de vigtige karakterers tanker. Vi følger selvfølgelig hovedsageligt Rosie, men ind i mellem får vi et indskud fra en af de andre karakterer, hvilket gør at vi også kan se og forstå Rosie udefra. Desuden er historien en blanding af nutid og fortid. Læseren får, sideløbende med Rosies’ historie, et indblik i Lillians fortid, der bestemt ikke har været kedelig.


Næsten hvert kapitel starter med et lille afsnit fra Lillians’ opskriftsbog om slik. Der er Lillians’ personlige holdninger til nye og gamle typer slik, opskrifter og gode råd. Man kan næsten ikke undgå at blive lækkersulten mens man læser denne bog. Så find slikposen frem og gør dig klar til en feelgood romantisk rejse ind i Rosie Hopkins verden. ”Rosie Hopkins’ søde drømme” får 5 ud af 5 sukkersøde stjerner med herfra.


#Slik #Nybegyndelse #England #Venskab #Kærlighed

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com