Søg
  • Marie Nielsen

Release

Release af Patrick Ness (på dansk: Release) følger Adam gennem en turbulent dag i hans liv. Om Adam skal det siges, at han lever i en stærkt religiøs familie, hvilket i sig selv ikke er så slemt. Men når man er 17 år og forelsket i den fyr, som ikke er klar til at komme ud af skabet, begynder det hele at blive en smule turbulent. Oven i hatten, er hans bedste ven ved at flytte til Holland og en pige er blevet fundet myrdet i en skovsø. Der er lagt op til kærlighed, hjertesorger og konfrontationer, der vender op og ned på Adams verden, som han kender den.

Før jeg kommer for godt i gang med denne vidunderlige (indsæt selv flere tillægsord her) bog, skal jeg lige have et par ting på det rene:

  1. Patrick Ness er en af mine yndlings forfattere

  2. Jeg var ikke vanvittig glad for ‘The Rest Of Us Just Live Here’

  3. Jeg elskede ‘More Than This’

  4. Nu kan vi gå i gang!

Release er en af de mest tankevækkende bøger jeg har læst til dato. Patrick Ness griber det at være homoseksuel an på en helt anden måde, end man er vandt til i ungdomsbøger. Måden Adam tænker om sig selv og overvejer, hvorvidt han er forkert, rammer en lige i hjertet. Ness sætter et dilemma op, som får ens hjerne til at arbejde på højtryk. Hvordan det må være at blive opdraget i en religiøs familie og være “forkert” i sine forældres øjne? Hvad gør man, når sit livs kærlighed nægter at komme ud af skabet? Hvordan giver man slip på en kærlighed, som kun skaber hjertesorger? Hvordan giver man i det hele taget slip?

Sideløbende med Adams historie, følger vi den myrdede pige og hvordan hun, ligesom Adam, kæmper med at give slip. For hvis hun ikke giver slip, vil det få skæbnesvangre konsekvenser.

Jeg var vild med at de to historier, som løber side om side, hænger sammen på en måde, som det tager tid at gennemskue. Det og de mange tomme pladser, som man selv skulle fylde ud, gjorde, at man sad med en trang til at læse mere!

Hovedemnet i bogen er at give slip, hvilket er et emne jeg ikke før er stødt på i ungdomsbogsgenren og bogen lægger sig også op ad genren New Adult. Ikke desto mindre var det et emne der får en til at tænke. Især på det at skulle give slip på noget som gør ondt, men som man heller ikke kan forestille sig at skulle leve uden.

5 stjerner herfra og kløen efter flere bøger fra Patrick Ness!

#Accept #Kærlighed #LGBTQ #Mord

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com