Søg
  • Marie Nielsen

Mithos

Mithos af Kristian Leth handler om landet Mella, som er ved at gå under. Det ved drengen Taom, der plages af uforudsigelige anfald og mørke syner. Men Taoms far, som arbejder for Mellas kejser, tror ikke på syner. For ham er verden sort eller hvid, god eller ond. Men da Taoms far er ude og udforske verden, får Taom et slemt anfald og hans mor ser ingen anden udvej for at hjælpe sin søn end at opsøge det forbudte Broderskab, som dyrker magi. Mødet får Taom til at tvivle på sin fars verdenssyn og sammen med veninden Aena beslutter han at rejse ind i Den uendelige skov for at få indsigt i Broderskabets visdom. Men intet er, som de tror, og Aena og Taom må indse, at de ikke ved, hvem der er god og hvem der er ond. De ved ikke engang, hvem de selv er…

De fleste fantasyromaner følger show-don’t-tell reglen – altså, at læseren skal opleve universet sammen med hovedpersonen. Vi skal altså ikke få fortalt universets opbygning, som Tolkein gør i Ringenes herre. Men her går Leth sine egne veje. Han blander de to måder at skildre universet på, hvor man lærer universet at kende gennem Taom, men da han finder et kort over Mella, tager Leth os med ud i landet og fortæller os, hvordan det er opbygget. Jeg elskede det og det var bare med til, at bogen blev slugt på 0,5. Samtidig var det en fed tilføjelse, at Skoven var utilregnelig og en levende organisme, som alle prøvede at holde sig væk fra.

Taom var en god karakter, men Aena var mere min smag. Hvor Taom virkede næsten opgivende igennem dele af bogen, var Aena altid ved godt mod og tog problemerne i stiv arm. Men det skal ikke være ensbetydende med, at Taom ikke var velskrevet. Han gennemgik en stor udvikling, alt sammen på en velskrevet måde. Leth formåede at holde sproget på et normalt plan, men uden at det blev alt for simpelt og kedeligt. Samtidig var beskrivelserne vidunderlige og malede et meget scenisk billede af Mella.

Alt i alt får den 4,5 stjerne. Det trak lidt ned, at bogen nogen gange blev lidt tung at komme igennem grundet de meget lange – men smukke – beskrivelser. Samtidig var det et kæmpe plus for mit vedkommende, at der ikke kommer en to’er! Jeg ved det: en fantasyroman uden en efterfølger, hvordan er det muligt! Men selvom bogen var fantastisk, så fortjener den ikke en to’er. Jeg vil hellere udfylde de tomme pladser selv, end at bogen får en to’er, som kun kommer til at stå i skyggen af dens vidunderlige storebror.

#Familie #Magi #Modsætninger #Forelskelse #Rejse

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com