Søg
  • Marie Nielsen

Isprinsessen

Isprinsessen af Camilla Läckberg handler om Erica, som er vendt hjem til sin barndomsby, Fjällbacka, for at ordne sine forældres dødsbo. Det der skulle have været et sidste farvel til forældrene, bliver pludselig til mordsag, da hun finder sin barndomsveninde, Alex, død i et badekar. Det ligner umiddelbart selvmord, men politiet finder hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet. Under efterforskningen finder betjenten Patrick ud af, at Alex var gravid med en anden mands barn, havde et nært forhold til en af byens alkoholikere og at der gemmer sig grumme hemmeligheder under den facade, som hun kæmpede for at opretholde. Mens alt dette står på, begynder Erica og Patrick at blive mere og mere tiltrukket af hinanden. Og de får også brug for hinanden, hvis de vil finde ud af, hvad der egentlig er sket med Alex.

Jeg har flere ganget kigget på Läckbergs krimier, men har aldrig taget mig sammen til at gøre noget ved det – indtil nu. Og det var et godt valg. Isprinsessen er en spændende historie om et lille landsbysamfund, som er fyldt med hemmeligheder. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde regnet nogle dele af historien ud (hvilket jo altid er lidt fedt, når der er tale om en krimi), men det var langt fra det hele, som jeg havde set komme. Og det er bare en fed oplevelse, fordi jeg på seneste har oplevet, at når jeg læser en krimi/thriller, så regner jeg ret hurtigt ud, hvem morderen er og så kan man ellers gnave sig igennem 200+ sider for at finde ud af, at man havde ret.


Hvad der især var en god ting ved den her bog, var, at man ikke kun fulgte en person. Man kom ind i hovedet på Erica, Patrick og en, som formentlig er moderen (no spoilers!). Det gør bare, at man ikke kan lægge den fra sig. Dog skal man gøre sig klart, at der ikke er tale om nogen hæsblæsende krimi, hvor tempoet sidder oppe under loftet. I stedet går det lidt langsommere, men man bliver til gengæld også meget mere opmærksom på de små nuancer.


Til sidst vil jeg lige nævne, at Läckberg har formået at lave utrolig fuldendte karakterer. Det er ikke kun Erica, Patrick, Alex og morderen, som man får noget at vide om – alle er velskrevne og man kommer bl.a. helt ind på livet af Ericas lillesøsters voldelige ægteskab. Det gjorde bare utrolig meget godt for historien.


Det bliver til tre ud af fem stjerner herfra og det er kun fordi, at den er bind et i en lang serie, så jeg vil starte med at sætte barren lavt. Samtidig synes jeg også godt, at man kan mærke, at der er tale om første bind – historien skal lige i gang. Men jeg har allerede bind to Prædikanten liggende, så jeg har helt sikkert blod på tanden til flere af Läckbergs historier!

#Opklaring #Familie #Norge #Hemmeligheder #Forelskelse #Mord

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com