Søg
  • Marie Nielsen

Interview med Sarah Engell

I august afholdt Næstved Bibliotek for første gang litteraturfestivalen Næver Ending Stories. Her fangede jeg Sarah Engell til et interview, inden hun gik på scenen for at fortælle om sit forfatterskab. Her kom snakken ind på hendes roman Hjertet er 1 organ og hendes samarbejde med hhv. forfatter Sanne Munk Jensen i Tag gaden tilbage og illustrator Lillian Brøgger i Fuglemanden.


Hjertet er 1 organ er en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Hvor kom ideen til det burlesque-undergrundsmiljø fra?


Før jeg blev forfatter, arbejdede jeg som danser. I en af de grupper, jeg arbejde i, var der en fyr, som jeg har ladet mig meget kraftigt inspirere af. Han var homoseksuel og arbejdede som drag-queen, men gik også enormt meget op i burlesque. Han havde i sin lejlighed indrettet noget a la det, som jeg beskriver i bogen. Jeg har skruet lidt op for det i bogen, men han indrettede det, så der også var plys og røde ting, hvor han holdt nogle natklubagtige arrangementer, hvor der var burlesque-optrædener.


Undskyld, men det må have været lidt syret.


Ja, det var virkelig sådan et undergrundsmiljø ting, som foregik inde i hans lejlighed. Altså man skulle vide, at det var der. Men ja, det er herfra at inspirationen til undergrundsmiljøet stammer fra.


En anden ting der slog mig, var, at hovedpersonen, Lucca, er cutter og hun har til en vis grad også tvangstanker. Er det svært at sætte sig ind i hovedet på en person, som har trang til selvskade? Og hvordan gør man det?


Både og. Når jeg skal komme tæt ind på min hovedperson, så prøver jeg altid at finde et eller andet, jeg kan genkende fra mig selv. Jeg har aldrig skåret i mig selv, men følelse af at hade sig selv, den kender jeg godt. Og følelsen af at man bare skal straffes, fordi man bare er dum. Alt sådan noget, de sorte tanker som kan dukke op og som jeg tror, at vi alle sammen kender i større eller mindre grad. Det er meget det, jeg har taget udgangspunkt i – altså en følelse, som jeg selv kan genkende.


Hos Lucca bliver den så bare forstørret op, fordi hun rent faktisk også gør skade på sig selv. Jeg kan nogle gange bare tænke på det. Sådan: du burde også bare knalde dit hoved ind i væggen, fordi sådan og sådan. Jeg gør det så bare ikke, men jeg kan stadig trække på den følelse, jeg kender.


Udover det, har jeg lavet en masse research – hvilket jeg også elsker at gøre. Og jeg tænker også, at Hjertet er 1 organ er et godt eksempel på, hvordan jeg gør, når jeg er ude og finde information til en ny bog. Jeg er bl.a. ude og udspionere på nettet, altså at oprette mig anonymt på forskellige sites. Og her fandt jeg bl.a. nogle sider for unge, som skader sig selv. Det var nogle meget voldsomme sider, men det gav mig virkelig også et helt unikt indblik i den verden og hvordan de tænker. Fremfor at jeg med en mikrofon spørger nogen, for så vil man altid få et poleret, censureret og lidt vagt svar, som man ikke rigtig kan bruge til noget. Derinde på nettet er det noget helt andet.


Det der også er så spændende ved det, er, at folk godt kan bilde sig selv ind, at det er privat forum, fordi det er en lukket gruppe eller et hemmeligt site. Men det er jo super nemt at få adgang til. Og på den måde bliver det offentligt, men folk taler derinde, som om de var alene. Det betyder så, at jeg kan sidde som en flue på væggen og følge med i alt, hvad der foregår. Det har jeg brugt rigtig meget som inspiration til bogen – især i forhold til den måde hun skader sig selv på.


Et sidste spørgsmål til bogen handler om tallene. Du har udskiftet alle talord med et tal og jeg har en fornemmelse af, at en af grundene kunne være, at Lucca er meget fokuseret på tal, men helt ærligt: hvorfor? Det er nemlig en udfordring som læser at omstille sig til i starten.


Ja, den er lidt svær at læse på grund af det og jeg har fået lidt skældud fra nogen, som synes, at den er for svær at læse. Men det er helt rigtigt, som du siger, at hun ikke bare er optaget af tal, hun er nærmest helt besat af tal. Og jeg kan rigtig godt lide, når sproget afspejler hovedpersonens opfattelse af verden. Fordi hun er så fokuseret på de her tal, så skulle det også sive helt ind i hendes sprog og tanker. Tallene gør det også lidt besværligt for hende at være i verden, ligesom læseren vil opleve, at bogen kan være lidt svær at læse.


Så er der også en pointe i, det ved jeg ikke, om du har lagt mærke til, men på et tidspunkt begynder tallene at stå rigtigt, så de står som talord i stedet for tal. Det peger på den udvikling, som sker i Lucca, at hun på et tidspunkt måske ikke har det store behov for at kontrollere hele verden ved hjælp af matematik.


For nu at være helt ærlig, så tog det mig et par forsøg, før jeg kom i gang med bogen. Men når man først kom i gang med bogen, så var det mega fedt.


Det er jeg glad for at høre. Jeg havde et par samtaler med min redaktør, som mente, at jeg skulle droppe det, da min læsere ville blive træt af mig. Jeg synes bare selv, at det passede så godt til hende og jeg tænkte, at nogle gange må man også godt udfordre sine læsere lidt. Ja, så er det lidt besværligt, men der gemmer sig en pointe bag.


Jeg har været inde og kigge lidt på din bibliografi, og her bed jeg mærke i, at du ikke arbejder sammen med nogen, når du skriver bøger. Men du udkom tidligere på året med Tag Gaden Tilbage, som du har skrevet i samarbejde med Sanne Munk Jensen. Hvorfor valgte du at arbejde sammen med hende? Og har det ikke været mærkeligt at være to, som skriver på det samme?


Jo, det har været helt anderledes. Generelt kan jeg godt lide at gå til det på en ny måde. F.eks. har jeg også prøvet at arbejde sammen med en illustrator, jeg har prøvet at skrive meget kort, at skrive meget langt og jeg har også skrevet noget til voksne. Jeg kan godt lide at udfordrer mig selv, ved at gøre tingene på en anden måde.


Så da Sanne på et tidspunkt til en fest på Gyldendal kom hen til mig og spurgte, om vi skulle lave noget sammen, så tænkte jeg, at det var sgu en fed udfordring. Også fordi jeg synes, at Sanne er en fantastisk og dygtig forfatter, så jeg tænkte, at hvis jeg endelig skulle skrive sammen med nogen, så skulle det være hende. Det kan også blive lidt ensomt engang imellem og man skal selv løse alle problemer, finde på alting. Det har været ret fedt at være to hjerner, som kunne komme med ideer og udfordre historien.


Det har selvfølgelig også være rigtig hyggeligt. Vi hat taget på skriveophold, hvor vi både har været i Skagen og en uge i Spanien, hvor vi har siddet og arbejdet. Så det har været en helt anden og langt mere social proces.


Er det noget, du kunne forestille dig at gøre igen?


Ja, Sanne og jeg har faktisk aftalt, at vi skal lave en til.


Det lyder godt! Du nævnte selv, at du har skrevet grafiske noveller. Hvordan er det at arbejde sammen med en illustrator og se ens tekst, det man normalt kun har oppe i hovedet, blive visualiseret?


Det er ret vildt, for det er lidt som om, at der er en, som tager ens tanker og manifesterer dem. Også fordi jeg synes, at Lillian, som har illustreret Fuglemanden, har bare ramt spot-on med det, som jeg havde i tankerne. Men det som kan være en udfordring i samarbejdet kan være, at man skal slette sindsygt meget tekst. Man sidder jo bare der og dræber sætning efter sætning dagen lang nærmest, fordi der helst skal være så lidt tekst som muligt. Det skal man være klar på, hvis man går ind i sådan et samarbejde. Man får jo ikke lov til at beholde alle ens flotte sætninger, som man har brugt lang tid på. De ryger bare ud, fordi nu er der et billede, der viser det.


Hvor meget har du at skulle have sagt i processen?


Lillian og jeg valgte fra starten af, at vi gerne ville have et tæt samarbejde. Men det er lidt forskelligt, hvordan man gør det. Nogen vælger at gøre det sådan, at forfatteren skriver historien, afleverer den til illustratoren, som tegner den og så er bogen færdig. Men vi har mødtes og siddet sammen, snakket om, hvordan skal tegningerne se ud. Hvilke dele af teksten skal illustreres og hvordan. Vi har siddet og lavet et storyboard over, hvor mange tegninger skal der være på hver side og hvad der skal være på dem.


Så på den måde har jeg været rigtig meget indover, men jeg har selvfølgelig også givet Lillian frihed til at sætte sit præg på historien. F.eks. er det hende, som har bestemt hvordan hovedpersonen Barbara ser ud. Det har jeg ikke på den måde siddet og bestemt. Det er også hende, som langt hen ad vejen har bestemt, hvordan Fuglemanden skulle se ud.

Okay, så blev interviewet lidt længere end planlagt. Det kan jo ske det skidt – især når man er i godt selskab. Der skal i hvert fald lyde en stor tak til Sarah Engell herfra, fordi hun stillede op til interview.


#NæverEndingStories

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com