Søg
  • Marie Nielsen

Interview med Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo

På Herlufsholm Fantasy Bogmesse stillede  barndomsvennerne Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo op til et lille interview om deres vidunderlige fortolkning af Thor + Loke. Ud over at få en snak med de fantastiske mennesker, fik vi også lov til at bruge nogle af deres illustrationer fra bogen. Da begge forfattere har snakket i interviewet, vil Emil Blichfeldt være farvet grøn og Søren Tim Nordbo vil være farvet blå.


Der er mange fortolkninger inden for nordisk mytologi. I har valgt at lave jeres meget barsk i forhold til andre versioner. Hvorfor det?



Grunden til vi har lavet den så barsk, som den er, er fordi jeg var ude at arbejde, som en tilkaldevikar på en skole og har derfor arbejdet med forskellige klassetrin. Og når man arbejder med de her teenagebørn, så sker der et kæmpe skift. De oplever verden, som meget mere barsk end for eksempel en voksen gør. Så det her barske afspejler, sådan set vores målgruppe og hvordan de oplever verden. Og så også bare fordi, at vi synes det er megafedt at skrive noget med noget smadder på.

Vi kan godt lide at se Game of Thrones og andre af sådan nogle ting, som er fyldt med virkelig barske historier, hvor nogen pludselig bliver slået ihjel. Det kan vi godt selv lide, så vi har nogle gange været ude i, om det blev for barskt, når vi har prøvet at få noget vold og seksuelle undertoner ind i historien. Altså, hvornår det bliver for meget i forhold til målgruppen, som jo ikke er så gamle igen.

Det vi har prøvet på, er at lave en bog, der både kan læses af store børn/unge og af voksne.


Jeres hovedpersoner er Thor og Loke. Hvad inspirerede jeres fortolkning af de to?


Der er man nødt til at sige Valhalla-tegneserien, der har været en kæmpe inspiration for os. Vi har bare siddet og gennembladret dem, siden vi var små. Der har vi så Thor, som er er dum og som bliver meget hurtigt vred. Det kan man også på tegnefilmen. Han bliver lynhurtigt vred og rød i hovedet, og sådan nogen ting. Og Loke, som er den der trickster, som ikke helt kan finde ud af, om han skal gøre gode eller onde ting. Han er mere tænksom og magisk-minded. Han får andre til at gøre ting for sig, kan man sige.

Man kan sige, at der er anslag på nogle personligheder i Valhalla-tegneserien og nogle ting, som vi simpelthen har taget og så arbejdet videre med.

Vi har på en måde prøvet at forklare, hvordan de bliver som voksne i Valhalla-tegneserien. Og alle de andre kendte sagn, ved at gå ind og se, hvordan de var som ung.


Hvorfor valgte I, at bogen skulle være illustreret?


Det kunne vi ikke lade være med, da jeg tegner så meget. Det skulle den være.

Nu har jeg allerede rigtige mange bøger, et utal af bøger, og de fleste af dem er illustrerede. Og en af de store grunde til, at jeg laver illustrerede bøger, er, at jeg som barn havde rigtig svært ved at læse. Jeg kunne ikke læse, før jeg kom i 3. klasse eller sådan noget. Og jeg syntes egentlig, at alle de bøger, vi blev præsenterede for, var røvsyge, så jeg begyndte at læse rigtig mange tegneserier i stedet. Når der hele tiden var en tegning, der understøttede handlingen, så kunne jeg meget bedre forstå det, jeg læste. Så når jeg laver bøger til børn, vil jeg rigtig gerne have mange tegninger med. Thor + Loke startede også som et projekt til børn, men så udviklede det sig. Og så udviklede stregen sig også, så den passede bedre til.


Interviewet fortsætter efter de illustrationer, som Søren Tim Nordbo har fremtryllet.

Hvilken betydning mener I, at illustrationerne har for bogen?


Netop det, at det selvfølgelig har et kæmpe blikfang, men også da jeg var på samme alder som Emil, var jeg heller ikke særlig god til at læse. Til gengæld var jeg helt opslugt af tegneserier, så hvis der sådan noget og det var fedt tegnet, så blev det mere spændende. Sådan ”nu sidder jeg alligevel og kigger ned i den, så kan jeg lige så godt læse nogle ord” og så begyndte man at læse, for så kan man se, at der er mere i ordene end der er på billederne. Og så får jeg alligevel noget mere. På den måde bliver man trukket over i læseverdenen.

Præcis. Når man arbejder med at lave bøger til de yngste læsere, så kan man ofte bruge tegningerne til tekstunderstøttelse. Det gør det nemmere at læse teksten, som følger tegningerne, men efterhånden som læseren bliver ældre, bliver det i stedet til en tekstforstærkning.


Hvad har været det bedste (og det værste) i jeres samarbejde?


Måske er det værste i virkeligheden, at vi ikke kan være så meget sammen til hverdag. Altså at sidde rent fysisk og arbejde på bogen sammen.

Den første bog lavede vi på samme måde, som da vi legede sammen som børn. Så gik man og snakkede om historien, og gik ud i naturen og legede med macheter… og andre ting og sager. Snakkede og grinede og ”Hey! Så skal vi have historien så’n-og-så’n med”, og så flyder det hele ligesom bare.

Men nu arbejder vi ikke sammen længere. Det vil sige, at det hele foregår over mail og telefon. Og så bliver det meget hurtigt til ”Nu skal vi snakke om, hvad der skal ske” og det blev meget alvorligt det hele. Så hvor den første bog blev leget frem, bliver den anden kæmpet frem.


Der kommer selvfølgelig flere bøger om Thor + Loke, men tror I, at I kunne finde på at lave andet sammen?


(i kor) ja, helt sikkert.


Vi må nok hellere gøre det her færdigt først, selvom vi fik en anden ide ude i sumpen. Den handlede om The Chainsaw Cowboy, som løb rundt med en motorsav og dræber zombier og sådan noget.

Og så har vi også et never.ending-project, som har kørt i mange, mange, år, som hedder Carpe Noctum, som betyder Grib Natten. Det er den her ultra-ultra dystre mega fortælling med en masse ting, der spinder sig sammen.

Måske kan vi lave en lille bid af det en dag, men ellers er det bare en verden, der findes inden i vores hoveder.


#HerlufsholmFantasyBogmesse

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com