Søg
  • Marie Nielsen

Hovedspring forbudt

OBS: Bogen er et anmeldereksemplar, men holdningerne i anmeldelserne er helt og holdent vores egne.


Hovedspring forbudt af Maria Frantzen Sanko handler om Simon og hans familie, som har ændret sig siden Ordet er flyttet ind. Ordet, der breder sig på bagsædet mellem Simon og hans lillebror, Lauge. Ordet, som af en eller anden irriterende grund er taget med på ferie, som egentlig skulle have været en pause fra Ordet. Simon begynder at holde sig væk fra huset og møder Dorte, som arbejder i iskiosken på havnen. Mens de forelsker sig, vokser Ordet i sommerhuset, indtil det gør de tumuligt at være til.

Det her er en rigtig stærk ungdomsbogsdebut fra Sankos hånd og en vigtig historie om tab, kærlighed og familie. Der er en chance for, at der kommer nogle enkelte spoilers undervejs i anmeldelsen, så på forhånd undskyld.


Jeg var fan af, at Sanko ikke beskrev direkte, hvad det var, som lagde beslag på Simons familie, men i stedet lod det være op til læseren at finde frem til. Bogen er kun 108 sider lang og er opbygget således, at teksten står på højre side, mens der indimellem er et polaroid billede på den venstre. Det var en speciel oplevelse af læse, for selvom bogen var kort, blev man hurtigt fanget af historien.


Simon var en god hovedperson og det var et godt valg fra Sankos side at fortælle historien gennem hans øjne. Man følte med ham og kunne sagtens sætte sig ind i, at det ikke er nemt at opleve den første store kærlighed midt i en familiekrise. Samtidig trak han også det korteste strå, da han som storebror vidste, hvad der foregik, mens forældrene valgte at holder det skjult for lillebroren. Man mærker også gennem historien, hvordan Simons vrede bygger op og hvordan det til sidst kammer over for ham, selvom han udadtil langt fra virker som en voldelig person – snarere det modsatte.


Det bliver til 4 flotte stjerner herfra. Det var en flot og gribende historie, som Sanko her har fremtryllet og der skal lyde en kæmpe ros herfra, da hun virkelig har fanget det at være ung og forvirret i en historie, som også omhandler sorg. Samtidig gav den også en god skildring af forældre, som vil det bedste for deres barn, men som ved at skjule sandheden for dem, hvilket i sidste ende ender med at såre barnet i stedet.


#Familie #Sorg #Forelskelse #Frygt #Hemmeligheder #Sygdom

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com