Søg
  • Liv Tange

Eleanor Og Park

Eleanor og Park af Rainbow Rowell

Historien om Eleanor, hendes mor og hendes små søskende, hendes lettere psykotiske stedfar, den nye skole og hendes elskede Park, foregår i året 1986 i byen Omaha, Nebraska. Den 16-årige Eleanor er lige flyttet til byen sammen med sin familie. De er fattige, og kan knap nok klare sig gennem tilværelsen, så det nye hus er småt, og Eleanor må dele værelse med sine 3 mindre søskende. Allerede den første dag i skolebussen, står det klart, at Eleanor ikke ligner sine nye skolekammerater. Hun skiller sig ud med sit ildrøde, krøllede hår, og hendes anderledes tøjstil. Ingen tilbyder hende at sidde ved siden af dem, og de kigger alle underligt på hende. Der er kun en ledig plads i bussen. Pladsen ved siden af den stille Park. Pladsen er også ledig den næste dag, og snart sidder Eleanor og Park sammen hver dag. Langsomt begynder de at blive trygge ved hinanden, og der udveksles kassettebånd, tegneserier og skjulte blikke. De nyder hinandens stilhed, og et venskab opstår. Venskabet udvikler sig, men Eleanors stedfar står i vejen for at det kan blive til andet. Han vil nemlig ikke have at Eleanor har nogen kæreste, og derfor må Eleanor og Park holde deres følelser skjult. Men kan de det?

Eleanor og Park er en mere eller mindre klassisk kærlighedsroman, om den første kærlighed og om nervøsiteten ved at fortælle sin udkårne om følelserne. Så er du i humør til en rigtig feel good bog vil jeg helt klart anbefale Eleanor og Park. Det er svært ikke at holde af de to hovedpersoner, og man kan ikke lade være med at krydse fingre for, at deres søde forhold vil fungere. Desværre bliver bogen, i min optik, lidt for fluffy og rosenrød i længden. Bogen handler næsten udelukkende om Eleanor og Parks forhold, hvilket jeg synes bliver lidt for meget. Der mangler noget jeg kan reflektere over, og noget, der kræver lidt mere af mig som læser, end at jeg bare følger med. Desuden tager bogen en lidt besynderlig drejning mod slutningen. Jeg vil ikke spoile bogen for jer, men det virker lidt som om forfatteren havde for travlt med at få afsluttet historien, hvilket desværre ødelægger helhedsbilledet en smule. Alt i alt vil jeg give Eleanor og Park 3,5 stjerner.

#Familie #Kærlighed

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com