Søg
  • Marie Nielsen

Echo Ridge

Echo Ridge af Karen M. McManus handler om tvillingerne Ellery og Ezra (men mest om Ellery), der midlertidigt flytter ind hos deres bedstemor i Echo Ridge. Ingen af dem har før været i deres mors fødeby, da det var her, hendes søster forsvandt som 17-årig. Desuden er det ikke mere end fem år siden, at byen blev “berømt”, da homecoming dronningen blev myrdet. Og nu lader det til, at nogen vil gøre årets homecoming lige så farlig, som den var for fem år siden. Da Ellery er nomineret, bliver hun hurtigt viklet ind problemerne. Hun bliver mere og mere forvirret omkring, hvem hun kan stole på, for i Echo Ridge er hemmeligheder noget, som man holder tæt inde på livet.

McManus’ debut var En af os lyver, hvilket var en suveræn læseoplevelse. Jeg var derfor meget spændt på, hvad hendes anden bog ville komme til at indeholde. Og desværre må jeg sige, at der her nok er tale om den svære to’er. Den formåede på intet tidspunkt og fange mig. Helt ærligt, hvis morderen afslører sig selv og man er sådan lidt “Nå, jeg skulle også til at lave lektier”, så er der ikke ligefrem tale om en vellykket spændingsroman.


Først og fremmest: hvad er der med tvillinger?! Er det af en eller anden grund blevet ultra-moderne i YA-litteratur? For det kan jeg godt undvære. Især i en bog som denne, hvor den anden tvilling (Ezra) i bund og grund er overflødig. Han var der mest af alt for at udfylde LGBTQ-kriterierne. Og oveni havde moren en tvilling, som var forsvundet? Det var simpelthen for meget af et set-up til, at det havde en god funktion.


For det andet: den her bog havde alt for mange gode ideer, som kunne have gjort den vanvittig spændende. Det virker bare lidt som om, at McManus ikke helt fik gennemarbejdet dem ordentligt. For den havde utrolig meget potentiale, som bare aldrig blev udfoldet.


Det bliver ikke overraskende til 2,5 flade stjerner herfra. Bogen var simpelthen kedelig og jeg er især ked af titlen. På engelsk hedder den Two Can Keep A Secret og spiller på ordsproget two can keep a secret, if one of them is dead. Synes derfor, at den danske oversættelse kunne have fået en bedre titel end Echo Ridge.


#USA #Familie #Hemmeligheder #Skole #Løgne #Mord

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com