Søg
  • Liv Tange

Dukkeværkstedet

Dukkeværkstedet af Elizabeth MacNeal foregår i 1850’ernes London. Iris bor og arbejder sammen med sin søster Rose i Mrs. Salters dukkeværksted. Iris maler ansigter på dukkerne, men hun drømmer om en dag at blive en stor maler. På en fridag tager søstrene til Hyde Park, hvor det store museum Crystal Palace er under opbygning. Her møder Iris konservatoren Silas. Dette møde skal vise sig at blive et skæbnesvangert et for Iris, og til en sygelig besættelse for Silas. Iris glemmer hurtigt alt om den sære konservator, da hun møder kunstneren Louis, der ønsker at gøre hende til model for sit nyeste maleri. Iris indvilliger, og før hun ved at det har hun sagt sit job hos Mrs. Salters op, og er flyttet ind på sit eget værelse hos en udlejer. Louis giver hende et rum i sit hus, hvor Iris kan male og tegne i fred og ro. Louis og Iris bruger mere og mere tid sammen, og kærligheden imellem dem vokser. Hvad de dog ikke ved er, at i skyggerne lurer Silas, der har overbevidst sig selv om, at Iris er hans soulmate, og nu bare venter på at hun også skal opdage det.

I Dukkeværkstedet får læseren lov til at følge både Iris og Silas. Iris er splittet mellem sin families ønske om, at hun er en (ifølge 1850’ernes normer og forventninger) anstændig kvinde, og sit eget ønske om at være kunstner. Dengang var kvindelige kunstnere hverken velsete eller store, hvilket gør at familien ikke må vide noget om Iris’ interesse. Hvis de gjorde ville Iris blive udstødt uden tøven.


Som læser følger man også Silas voksende sindssyge, og hvordan hans fascination udvikler sig fra at være en almindelig interesse til at være en besættelse, der i sidste ende bliver skæbnesvanger for Iris. Man kan bare sidde med rædsel og følge hvordan Silas langsomt trækker sig selv længere og længere ud, og til sidst falder ud over sindsygensrand. Sjældent (måske aldrig) har jeg læst så gruopvækkende en bog. Silas er virkelig noget for sig, og hans noget særprægede karakter får i den grad lov til at folde sig ud i løbet af bogen.


Jeg havde enormt svært ved at lægge denne bog fra mig. Den ene side tager den anden, og det jeg troede ville være en hyggelig bog om livet i 1850’erne viste sig at være en rutsjebane af ubehagelige detaljer og underliggende uhyrligheder. Dukkeværkstedet får 5 ud af 5 stjerner herfra, da den skræmte mig mere end en god krimi- eller gyserfilm ville have kunne. Så er du til mordgåder og skrækhistorier, eller bare glad for et godt gys, vil jeg klart anbefale Dukkeværkstedet.


#London #1850erne #Fattigdom #Besættelse #Kærlighed

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com