Søg
  • Marie Nielsen

Det øjeblik du tvivler

Det øjeblik du tøver af Sarah Engell handler om Vigga, som dyrker aggressive inline skating – en sport domineret af mænd. Hun dater ikke, men træner i stedet benhårdt for at bevise, at kvinder er lige så gode skatere som mænd. Men en dag møder hun William og mod al forventning falder hun for ham, hvilket forbedrer hendes evner. Vigga svæver på en lyserød sky, indtil hun oftere og oftere begynder at modtage trusler. Hun føler sig mere og mere forfulgt, og begynder at være i tvivl om, hvem der skriver til hende. For det må jo næsten være en, som hun kender?

Jeg bøjer mig for Sarah Engell, for hun har gud hjælpe mig gjort det igen! Jeg strøg lige igennem den her bog, drevet frem af en genial handling og jeg var ærlig talt ked af det, da jeg lukkede bogen sidste gang. Den har alt det, som en ungdomsbog skal indeholde: kærlighed, venskab, fjerne forældre, gymnasietiden, en hobby og, nå ja, hævnporno. For at anmelde den her bog ordentligt, kommer der altså til at være nogle spoilers, men jeg skal prøve at begrænse mig.


Vigga var en fed hovedperson og jeg kunne godt lide, at hun gik op i en sport, som ikke var tøset. Dette bliver også kommenteret flere gange i bogen, men som hun selv siger, er der ikke nogen sportsgrene, som kun er for det ene køn. Det er, hvad man gør et til. Og det synes jeg, var en virkelig fed pointe, da man stadigvæk kan have en tendens til at dele tingene op i drengefarver og pigefarver så at sige. Man fik virkelig en fornemmelse af, hvad det vil sige at være kvinde i en mandsdomineret sportsgren og hvor hårdt man skal kæmpe for at blive taget seriøst. Vigga kører en benhård facade, hvilket gør det svært at bede om hjælp, da man vandt til, at følelser er noget, som skal pakkes væk. Samtidig kunne jeg godt lide ved Vigga, at hun ikke var så pussenusset, men i stedet gik i noget mere drenget tøj - som hun i øvrigt var langt mere komfortabel i. Det bragte også det emne på banen, at mænd gerne vil have en kvinde, som klæder sig feminint og ikke drenget, da det ikke er sexet. Det fik mig til at tænke på, at den kropsfiksering, som mange kvinder og især unge piger lider under, ikke kun er noget selvforskyldt men noget, som man føler sig pålagt. Hvis jeg ikke har det rigtige tøj på, langt hår og nybarberede ben, så er der ikke nogen mand, som finder mig interessant. Hvilket jo er dybt åndssvagt, da jeg ville mene, at en person, som føler sig tilpas i sin krop og i sit tøj, er hundrede gange mere sexet end en, som har stadset sig ud, men som ikke har den mindste flig af selvsikkerhed. 


En anden ting, som bogen sætter fokus på, er hævnporno og deling af nøgenbilleder (det er jo så moderne). Det har jeg det lidt stramt med, da det hurtigt kan komme til at virke som en løftet pegefinger. Men Engell har lige snoet sig uden om og det på en meget smart måde. Hun lader skolelederen sige det, som rigtig mange af dem, som aldrig har stået i en sådan situation, tænker: hvorfor tager man dem overhovedet? Kan man ikke bare lade være? Igennem Viggas veninde, Bella, oplever man, hvordan hun nærmest bliver forfulgt af alverdens mænd, der vil have den ene eller anden seksuelle ydelser af hende. Og det var et virkelig fedt træk, at det ikke var Vigga, som ikke var offeret, da det gav så meget mere kød på en biperson, som jeg ærligt godt kunne tænke mig fik sin egen bog. Hvad jeg også godt kunne lide ved denne del af historien, var, at man fik set forskellen mellem, hvordan mænd og kvinder bliver opfattet i en sag, hvor der er blevet delt nøgenbilleder/-videoer. Selvom det er stillet meget groft op i bogen og det (forhåbentlig) ikke foregår sådan i virkelighedens verden, var det interessant at se, hvordan Bella blev stemplet som en luder, mens fyren i videoen nærmest var en helt og blev klappet på skulderen af hans venner med kommentarer som: du er en legende mand. Det er vanvittig forskel imellem de to køn, hvor det virker dybt åndssvagt, at en video, hvor begge parter har sex og er nøgne, kan stemple de to vidt forskelligt alt efter deres køn. 


Hvad der også er godt i historien om billeddelingen er, at man får det fra drengenes synsvinkel igennem Viggas ven, Karlos. Hun finder ud af, at han er medlem af en Facebookside, hvor man deler rimelig private billeder af piger, man knap nok kender, og flipper (forståeligt nok) skråt. Karlos undskylder sig med, at han ikke vil være ham den mærkelige, som ikke er en del af siden. På den ene side er det et ret vagt argument, men på den anden side giver det lidt mening. Især fordi man ikke vil være den, som ikke er en del af fællesskabet. Det var virkelig forfriskende at få en mands syn på det og ikke kun pigen, som oftest er offeret. Det gav lige historien et ekstra lag, som jeg ikke ville have været foruden.


I alt bliver det til 4,5 stjerne. Jeg er så tæt på de 5 stjerner, men der er en grund til, at bogen ikke kom helt op at ringe hos mig (selvom den var meget tæt på). Grunden til det er (SPOILERALERT!), at jeg havde gennemskuet William ret tidligt. Han var simpelthen for slesk i mine øjne. Men han var stadig en utrolig velskrevet (om end forstyrret) person. Jeg kunne heller ikke følge Vigga, da jeg tænker, at jeg ville have sagt fra før. Men det tror vi jo alle sammen, at vi ville…


#Venskab #Forelskelse #Kærlighed #Skating #Frygt #Feminisme #MustRead

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com