Søg
  • Marie Nielsen

Den kroniske uskyld

Den kroniske uskyld af Klaus Rifbjerg finder sted i 1950’ernes Danmark og fortæller historien om vennerne Janus og Tore, og om hvordan deres liv ændres, da Tore bliver vanvittig forelsket i Helle. Janus bliver langsomt jaloux på Helle og indleder et forhold til Ellen, som bedst kan beskrives som usundt. Det hele begynder at spidse til, da Helles mor, Fru Junkersen, slår skår i glæden. Janus prøver det bedst, han har lært, for at Tore og Helles forhold kan forblive intakt. Men tingene er allerede begyndt at spidse til og pludselig går det hele galt.

Det her er en af dansk litteraturs store klassikere og jeg kan (undskyld mit franske) fandme godt forstå hvorfor! Det her var simpelthen en læseoplevelse af rang og det er længe siden jeg har fundet en dansk roman, som fangede mig så hurtigt. Jeg er vild med historien om Janus og Tore, og Rifbjergs beskrivelse af deres indbyrdes forhold er virkelig godt skrevet. Han formår at fange dilemmaet i venskabet og hvordan det er, når man pludselig bliver tredjehjul, men stadig ønsker det bedste for ens ven.


Janus er en interessant fortæller, da man ikke helt ved, hvor man har ham. På den ene side virker han lidt jaloux på Helle og den opmærksomhed, som hun får fra Tore – den opmærksomhed, som normalt var forbeholdt Janus. Han lader til at have nærmest en besættelse af Tore, som grænser til det homoseksuelle, men samtidig kæmper han med næb og klør for, at Fru Junkersen ikke skal ødelægge Tore og Helles forhold. Og jeg kan ikke sige for meget uden at spoile handlingen, men Fru Junkersen er en meget mærkelig mor og et meget ubehageligt menneske generelt.


Det bliver til 4,5 kæmpe store og strålende stjerner herfra. Den her bog kan varmt anbefales – især fordi den behandler den opbrudstid, som det sidste år i gymnasiet er for de fleste af os. Så selvom den er fra 1950’erne, så synes jeg, at det er et must-read for mange af nutidens unge, da den stadig rammer de samme følelser og problemer, som vi går og slås med – og det endda bedre end mange af de ungdomsbøger, som bliver udgivet i dag!


#Gymnasiet #Familie #Drama #50erne #Venskab

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com