Søg
  • Marie Nielsen

Dear Evan Hansen

Dear Evan Hansen af Val Emmich handler om ensomhed, venskab og frygten for at miste de gode ting i livet. Evan Hansen har altid følt sig som en del af periferien på sin high-school, men da et af hans breve bliver fundet hos Connor, der har begået selvmord, er han ikke længere usynlig. I stedet bliver han kendt af alle på skolen, men får samtidig også viklet sig selv i et hav af løgne, som han til sidst ikke kan komme ud af. Evan bruger sammen med Jared og Alana opmærksomheden til at starte en fond for Connor og samtidig række ud til andre, som føler sig ensomme – og det hele går viralt på et øjeblik. Evan får nu for første gang muligheden for at leve et teenageliv med venner og kæreste, og det hele tegner til at blive fantastisk. Men snart bliver det sværere og sværere for Evan at opretholde facaden, og til sidst bliver han nødt til at træffe et valg: fastholde sin løgn eller fortælle sandheden – uanset hvilke konsekvenser den får.

You will be found. Det er hovedpræmissen for denne vidunderlige ungdomsbog, som tager fat i en af de helt store problemer, som unge slås med: ensomhed. Og nu får jeg det til at lyde som en eller anden løftet pegefinger til den unge generation med besked om, at vi skal være mindre på de sociale medier og være mere sammen i den virkelige verden, og bla bla bla. Nej, det er ikke sådan det skal forstås. Det skal forstås på den måde, at romanens hovedperson Evan ikke er verdens mest like-able karakter. Han lyver for fuld udblæsning istedet for at krybe til korset, men viser herigennem det pleaser-gen, som vi alle sammen render rundt med i større eller mindre grad. Samtidig afspejler han også alle de elever, der ikke synes, at gymnasietiden er den fedeste og som egentlig bare prøver at overleve den.


Handlingen var på sin vis forudsigelig, da man hele tiden viste, at løgnen bliver afsløret. Evan kan trods alt ikke leve hele sit liv på en løgn. Men den tager et par twist, som jeg ikke havde regnet med, og jeg begyndte at få mere og mere ondt af ham, da han stod til at miste det, som giver hans liv værdi. Og det er netop det, som gør Evan til en så fantastisk karakter: han accepterer sit nederlag så vidunderlig voksent! Han ved godt, at han har fucket godt og grundigt op, men i stedet for at grave sig ned i et hul af selvmedlidenhed, stiller han sig op og tager ansvaret på sig.


Derfor bliver det 4 funklende stjerner herfra. Dear Evan Hansen er en hjertevarmende historie, som afspejler den ensomhed, som er begyndt at dukke op blandt de unge. Hvis man ikke lige er med i den rigtige klike, så er man slet ikke med. Så undværer man store dele af det, som gør gymnasietiden (og også de sidste år i folkeskolen) til “den mest fantastiske tid i dit liv”. Det er en gruppe, som bliver overset og det er netop derfor, at bogens grundpræmis er så vidunderlig:


You will be found


#Selvmord #Familie #Skole #Ensomhed #Venskab #Angst #Kærlighed

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com