Søg
  • Liv Tange

Cinder

Søstrene fik smukke kjoler og fine festsko, men Askepot havde kun en snavset særk og sko af træ.” Det lyder som en god start på et klassisk Askepot eventyr, ikke sandt? Der er bare lige ét problem. Dette er ikke et eventyr. Det er historien om en fattig cyborg pige der lever i et pesthærget land, en ond månedronning og en dystopisk fremtid.

Cinder er halvt menneske, halvt cyborg, og lever som slave hos sin stedmor Adri og stedsøstrene Pearl og Peony i New Beijing. Landet hvor de bor er hærget af en uhelbredelig pest, og flere og flere cyborger bliver tvangsindkaldt til de kongelige laboratorier, for at være forsøgspersoner til medicin mod sygdommen. Oveni alt dette er alle unge piger i landet blevet inviteret til bal hos kongen, fordi prins Kai skal finde sig en brud. Pearl og Peony skal selvfølgelig med, og får syet smukke kjoler af en skrædder. Cinder vil også gerne med, og i bedst Askepot-stil får hun at vide, at hvis hun reparerer familiens svæver (bil), så får hun lov at tage med. Så Cinder går i gang med arbejdet, men vi kender jo alle eventyret og ved, at det ikke går stakkels Askepot/Cinder helt som håbet. En dag bliver Peony smittet af pesten. Adri mener at det er Cinder´s skyld, og hun sender Cinder afsted til laboratorierne, så hun kan blive forsøgsperson og dermed redde Peony.  Ingen tror selvfølgelig ærligt på, at Cinder, eller nogen anden for den sags skyld, kan redde dem fra den dødelige sygdom. Men er hun i virkeligheden den de alle har gået og ventet på?

Jeg må indrømme, at jeg i starten ikke var særlig imponeret over denne bog. Jeg synes ret hurtigt man kunne regne hovedplottet ud, hvilket mest af alt gav mig lyst til at lægge bogen væk, men jo længere ind i bogen jeg kom, jo bedre blev den, og til sidst kunne jeg slet ikke lægge den fra mig. Den har hovedtrækkene fra Askepot, og alligevel skiller den sig totalt ud. Askepot i en sci-fi udgave. Helt klart et must-read! Derfor giver jeg Cinder 4 skinnende stjerner ud af 5.

#Eventyr #Kærlighed #Krig #Tab

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com