Søg
  • Marie Nielsen

Alt dette er sandt

Alt dette er sandt af Lygia Day Peñaflor handler om firkløveren, som består af Miri, Penny, Soleil og Jonah. De bliver venner med deres yndlingsforfatter Fatima Ro, som er bestsellerforfatteren til romanen Understrøm. Det bliver en livsændrende oplevelse for dem alle fem, som virker som et eventyr uden ende. De deler deres mest fortrolige hemmeligheder med hinanden og pigerne følger spændte med i Fatimas liv – og ikke mindst i den nye roman, som hun er ved at skrive, men som hun ikke vil afsløre for pigerne. Da romanen udkommer, vender det op og ned på den lille firkløvers liv, og den får store konsekvenser for dem alle fire.

Inden jeg begyndte på bogen, var jeg meget i tvivl om den egentlig ville fange mig. Og det gjorde den desværre ikke. Jeg var fan af dens opbygning, hvor man får afskriften af de videointerviews, som blev lavet af Penny og Miri. Det blev suppleret af dagbogsuddrag fra Soleil og Fatimas roman, som man også kun fik uddrag af. Jeg var også glad for, at handlingen i romanen foregik efter begivenhederne havde fundet sted. Det gav karaktererne mulighed for en større indsigt i begivenhederne og samtidig fik man også handlingen i små brudstykket, hvilket (til dels) opbyggede en spændingskurve. Så langt så godt.


Det var selve handlingen, der aldrig fangede mig. Mest af alt fordi jeg konstant sad med spørgsmålet ”hvor dum har man lov at være” i baghovedet. Pigerne snakker hele tiden om, at det virke for godt til at være sandt – og så er det sjovt nok for godt til at være sandt. Det var simpelthen for svagt et plot, som i øvrigt også manglede nogle twists. Det eneste der var, var historien om Jonah og der havde man regnet meget af den ud, hvorefter man så kunne sidde og vente de næste 100 sider på, at hovedpersonerne fandt ud af det. Samtidig var pigerne så overfladiske og det virkede som om, at den eneste der gennemgik en reel ændring, var Penny og der skete ærlig talt heller ikke det store i den afdeling. Det bliver derfor ikke til andet en to stjerner herfra. Det var simpelthen en alt for kedelig historie om en gruppe venner, der var alt for godtroende, og jeg endte med at sidde tilbage med lysten til at ruske samtlige hovedpersoner.


#Fantasi #Drama #Hemmeligheder #Skole #Venskab

©2019 by DUBBooks. Proudly created with Wix.com